Vi er på plads til EMEA 2016, hvor der bliver løftet sløret for hvad det nye Dynamics NAV 2017 kommer til at indeholde. Følg med her på siden, hvor vi løbende vil rapportere fra konferencen.

Dynamics NAV 2017: Konklusionen

Opdateret 14. oktober kl. 14:05

Vi har nu haft mulighed for at se og røre Dynamics NAV 2017 i tre lange dage, og konklusionen må være, at der er tale om en relativ stor frigivelse. Vi har på bloggen her skrevet om nogle af højdepunkterne i den nye version af Dynamics NAV - men langt fra skrevet om alle nyhederne. Dynamics NAV 2017 indeholder også nyheder inden for blandt andet:

  • Ny funktionalitet til økonomistyring og sagsstyring
  • Anvendelse af vareattributter og grupperinger
  • Masser af Office 365 integration
  • Nye indbyggede Cloud services
  • Og meget mere…

Har du lyst til at vide mere, så kontakt os eller få mere information på elbek-vejrup.dk.

Elbek & Vejrups hold i Prag siger tak for tre indholdsrige dage…

-----------------------------------

Dynamics CRM og NAV 2017 smelter endnu mere sammen

Opdateret 14. oktober kl. 11:36

Mange har sikkert ventet på, at der i NAV kom et egentlig rollecenter til sælgere eller salgschefen, og som også indeholdt CRM-relaterede data og funktioner. Én af årsagerne til at dette ikke hidtil har eksisteret er nok, at Microsoft helst ser, at sælgere arbejder i Dynamics CRM og ordrekontor i Dynamics NAV. En holdning som også efter vores mening er helt korrekt, men også en holdning, som har gjort, at de overlappende funktioner har været svære at håndtere. Dette er nu slut.

I Dynamics NAV 2017 fås nu en profil til salgs- og CRM medarbejderen. En profil som bl.a. indeholder et rollecenter, hvor data med kilde i Dynamics CRM vises side om side med data fra NAV. Afhængig af typen af data vil dette enten kun være i Dynamics CRM eller i NAV, eller som hidtil være synkroniseret til at være i både CRM og NAV. Således kan fx tilbud udarbejdet i CRM åbnes og vises direkte i NAV, selvom tilbuddet endnu ikke er overført til NAV.

Forbindelsen mellem Dynamics CRM og Dynamics NAV 2017 indeholder også flere typer af data. Eksempelvis kan varebeholdninger og kundens salgspriser nu også synkroniseres.

-----------------------------------

Dynamics NAV 2017 og nyt udviklingsmiljø

Opdateret 14. oktober kl. 10:40

Ved juletid frigives første preview af det nye og mere moderne udviklingsmiljø, som er baseret på Visual Studio Code. Produktet kan køre på flere platforme og understøtter både Windows, MacOS eller Linux og indeholder alle de features, man forventer af et moderne udviklingsmiljø.

I første omgang kan produktet bruges til at bygge Extensions, altså kode som udvider funktionaliteten i NAV uden at ændre i standardobjekterne. Det ligger dog i kortene, at mere udvikling i fremtiden vil blive flyttet over på denne platform.

Teknologien med Extensions, som blev introduceret i NAV 2016, er nu mere udbygget og inkluderer nu også rapporter, forespørgsler, webservices, opsætningsdata m.v. Til Dynamics 365 kommer også en visual page designer i webklienten, hvor man som kunde kan tilpasse brugergrænsefladen ved hjælp af drag-and- drop-felter, wizards til oprettelse af nye felter m.m. - Alt sammen i en meget intuitiv indpakning. Ændringer gemmes som Extension, og alt det tekniske kører fuldautomatisk i baggrunden.

 

-----------------------------------

Dynamics NAV 2017 og fokus på PowerBI

Opdateret 14. oktober kl. 08:27

Microsofts PowerBI og Dynamics NAV smelter mere og mere sammen, og det er nu muligt at få vist elementer fra PowerBI direkte i Dynamics NAV 2017 brugergrænsefladen.

Elbek & Vejrups datawarehouse- og kubebaserede PowerBI-løsning fungerer nu ikke kun sammen med NAV - men også i NAV. Med Dynamics NAV 2017 er det således muligt at få vist PowerBI elementer direkte i NAVs brugergrænseflade, og den daglige bruger behøver derfor ikke at forlade NAV for at se PowerBI.

-----------------------------------
NAV 2017 og forbedringer i brugergrænsefladen

Opdateret 13. oktober kl. 10:45

Da Microsoft i sin tid lancerede Web-klienten, var den i dagligdagen ubrugelig. Ikke mindst fordi det kun var noget funktionalitet, som var understøttet og fordi det at bevæge sig rundt på et website langt fra havde samme høje grad af brugervenlighed, som det at bevæge sig rundt i NAVs Windows-klient. Alt dette er fortid. Med de sidste tre versioner af Dynamics NAV har der været enorm fokus  på de alternative klienter som Web-klienten og App-klienten.

Med Dynamics NAV 2017 er Web- og App-klienterne ikke længere de alternative klienter - men bliver i større og større grad de primære klienter. Rent faktisk findes der nu funktionalitet i Web-klienten, som ikke findes i Windows-klienten og mon ikke, at vi om de kommende versioner af NAV helt ser, at Windows-klienten udgår?

-----------------------------------
NAV og Cortana ser ind i fremtiden

Opdateret 12. oktober kl. 11:55

En af de ting, som Microsoft satser kraftigt på er Cortana. En slags kunstig intelligens med flere kræfter og langt større regnekraft end virksomhedernes normale servere. Med Cortana er det således muligt at anvende de kendte NAV-data, og på baggrund heraf beregne og simulere handlinger i fremtiden. Eksempelvis kan du nu direkte i NAV, med hjælp fra Cortana, få simuleret salgs- og lagerforcast (demand planning) eller likviditetsbudget, og benytte dette som beslutningsgrundlag. Cortanas beregninger af forecast og likviditet er i øvrigt de samme, som den kommende udgave af Dynamics AX anvender.

-----------------------------------
Så er Directions EMEA endelig i gang

Opdateret 12. oktober kl. 09:40

Elbek & Vejrup er repræsenteret ved Directions EMEA hvor det nye Dynamics NAV 2017 præsenteres. Vi sidder klar ved tasterne, og vil over de næste tre dage løbende informere om alle nyhederne direkte fra Prag. Første nyhed er frigivelsesdatoen på Dynamics NAV 2017, som er den 24. oktober.