03. september 2020

Jonas kombinerer uddannelse og arbejde hos Elbek & Vejrup

Jonas B. Andersen har netop afsluttet sin bachelor i software på Aalborg Universitet med et flot 12-tal. Han startede på uddannelsen i august 2018 og har særligt været motiveret for at få det teoretiske mere ind på rygraden og lære om, hvordan computere fortolker det sprog, man giver dem. Jonas har især været glad for den viden, han har fået omkring realtidssystemer og programmeringssprog.

I sit bachelorprojekt har Jonas arbejdet i en gruppe med fem andre, hvor de har udviklet på og søgt at skabe mest muligt værdi for konceptet; AAU Giraf. AAU Giraf udgør en række forskellige apps rettet mod børn med autisme. Appsene har det formål at gøre hverdagen, planlægning og læring nemmere for børnene. Jonas’ gruppe har arbejdet tæt sammen med de andre bachelorgrupper på årgangen, men særligt fokuseret på kvaliteten af kodningen bag AAU Giraf bl.a. på baggrund af code reviews.

 

Jonas’ tid i EV

Jonas startede sin rejse i EV i efteråret 2014, hvor han var en del af EV TalentAcademy som udviklerpraktikant. Efter en afsluttet uddannelse som datamatiker blev Jonas i starten af 2015 ansat som udvikler i Handel & Industri Vest (det daværende Transport). Da Jonas i 2018 startede på bacheloruddannelsen i software, blev han i stedet ansat som studentermedhjælper.

Jonas hjælper i høj grad Revisor, hvor han særligt arbejder med Dansk Revision som kunde, der har en af verdens største multi-tenant NAV løsninger. Jonas trives rigtig godt og er super glad for sit arbejde i EV og den fleksibilitet, han er blevet mødt med. Oftest arbejder Jonas to eftermiddage om ugen ved siden af sit studie.

 

Tanker om fremtiden 

Jonas starter i denne uge på kandidatuddannelse Software Civilingeniør og bliver færdiguddannet i 2022. Han er super klar og glæder sig til at lære endnu mere om den teori, der ligger bag programmering. Det er Jonas’ plan at blive ved at arbejde i EV gennem sin kandidat, hvor han også sagtens kan se sig selv arbejde i fremtiden. På trods af at en del virksomheder bejler til de studerende på uddannelsen, er Jonas meget stolt af og glad for det gode kollegaskab og den høje kvalitet i EV, der bliver forstærket af et fokus på vidensdeling og attraktiv uddannelse som TechDays.

Forrige artikler

Elbek & Vejrups Bedste Kolleger 2020

Næste artikel

Artikel om Elbek og Vejrup i HR-chefen