04. marts 2020

Mød seniorkonsulent Connie Svenningsen

I dag bringer vi et portræt af seniorkonsulent Connie Svenningsen. Connie har været i IT-branchen siden 1980, og startede i Elbek & Vejrup den 1. februar 2014, efter knap 25 år som udekørende konsulent. Connie har en således stor erfaring og viden, som er uundværlig i vores supportteam, når hun hjælper vores gode kunder med deres udfordringer i dagligdagen.

Rejsen ind i Elbek & Vejrup

Connie blev involveret i branchen i 1980, da hun blev ansat i Elfos IT-afdeling med et system, som var tilpasset installatører. Herefter blev Connie udekørende konsulent, og i over 25 år kørte hun Danmark tyndt fire dage om ugen. Her stod hun for at lave forudgående analyser og lagde en plan for igangsætningen af kunderne. ”Jeg er glad for at have med mennesker at gøre og elsker at undervise. Årene som udekørende konsulent har helt sikkert lært mig en masse. Jeg blev vant til at undervise og meget selvstændig i mit arbejde. Men i 2013 besluttede jeg mig efter mere end 25 år for, at jeg ikke skulle være udekørende konsulent længere. Jeg kan huske, at jeg ringede til Ingrid, som dengang var ansvarlig for supporten i Elbek & Vejrup, og hun bad mig sende en ansøgning. Jeg kom til samtale og blev ansat. Det bedste, der nogensinde er sket for mig, er, at jeg endte hos Elbek & Vejrup.”

Connies hverdag i Elbek & Vejrup

Som seniorkonsulent i Elbek & Vejrups supportafdeling tager Connie imod opkald fra vores kunder, der er løbet i en problemstilling, som de har brug for hjælp til.

”Min opgave er at hjælpe kunderne videre. De sidder med et problem, der fylder i deres hverdag, og som gør, at de sidder fast. Jeg hjælper med at løse deres problemer, så de kan komme videre og fortsætte deres arbejdsdag.”

Connie arbejder med kunder på tværs af alle vores brancheløsninger og på alle versioner. Det kræver, at Connie indimellem må søge hjælp hos en af de afdelinger, der arbejder med den specifikke brancheløsning. ”Alle er hjælpsomme og forsøger at hjælpe mig bedst muligt, når jeg kommer med et problem. Jeg får altid den hjælp, som jeg har brug for, og der er et fælles engagement i at få løst problemerne. Både så vi kan hjælpe hinanden og vores kunde videre på bedst og hurtigst vis.”

Til spørgsmålet om, hvad det er, Connie godt kan lide ved at være en del af supportteamet, siger hun: ”Jeg er glad for mit arbejde, og jeg kan godt lide at have travlt. Jeg vil hellere være tre opringninger bagud end at skulle vente på et opkald. Men et vigtigt element for mig er også, at vi i Elbek & Vejrup tager os af hinanden. Ligegyldigt hvad har vi altid tid til at høre, hvordan vores kolleger har det. Vi er klar til at lytte, hvis en kollega har brug for at lette hjertet. Vi har travlt, men der er altid plads til, at vi har det sjovt og godt med hinanden. Det skal der være plads til.”

Vi har spurgt vores kundeservicechef Claus Rehoff Hansen, hvad det betyder at have en garvet spiller som Connie med på holdet:

”Det er en stor fordel at have en på holdet, som har så meget erfaring, som Connie har. Hun har et kendskab til produkterne, som kun opnås ved at have været i branchen i mange år. Connie er meget ansvarsfuld, og jeg ved, at når hun får en henvendelse, så bliver den løst og fulgt helt til dørs. Hvis jeg bliver syg, eller der sker noget uventet, så har jeg ingen bekymringer omkring supporten, for den sørger Connie for. Hun er den kollega, som møder ind før tid, fordi hun ved, at vi har kunder, der møder ind klokken 7, og hun vil gerne hjælpe dem videre så hurtigt som muligt. Hendes servicegen er ud over det sædvanlige, og hun er rigtig god til at sætte sig i kundernes sted og hjælpe dem videre hurtigst muligt.”

Hvordan oplever du kulturen i Elbek & Vejrup på daglig basis?

Da emnet falder på Elbek & Vejrups kultur, er det første Connie siger: ”Der er en helt speciel ånd her”.

Hun peger på personaleforeningen, som værende et vigtigt element i Elbek & Vejrup, og er selv involveret i at lave arrangementer for sine kolleger. I fitnessrummet i kælderen har Connie startet spinning om eftermiddagen, og hun er også med til at arrangere andre sociale arrangementer, som eksempelvis vinsmagning, for sine kolleger. Om sammenholdet på arbejdspladsen siger Connie: ”Folk støtter op og har lyst til at lave noget uden for arbejdstiden. Her hygger vi os på en helt anden måde. Jeg har kun planer om at blive her, indtil jeg ikke skal arbejde mere, og jeg kan kun opfordre folk til at søge arbejde her. Det er fantastisk at være et sted, hvor vi tager os så godt af hinanden, og vi har frihed under ansvar. Har vi travlt, så giver vi den en skalle og hjælper hinanden. Det gør vi bare, og det gør vi, fordi vi har det godt og er engagerede i vores arbejde.”

Forrige artikler

Portræt af konsulent Nikolaj Holm Hansen (2)

Næste artikel

Fra virksomhedsbesøg til konsulent - Joachims rejse i Elbek & Vejrup