26. marts 2020

Portræt af konsulent Nikolaj Holm Hansen

Den 2. september 2019 startede Nikolaj Holm Hansen som konsulent i Elbek & Vejrup. Nikolaj færdiggjorde sit kandidatstudie i cand.merc.it på Aarhus Universitet i sommeren 2019. Allerede inden Nikolaj var færdiguddannet, havde han tilegnet sig særdeles relevant erfaring. Ved siden af sine studier har Nikolaj nemlig arbejdet fire år for Bisgaard Sko, som er en af Elbek & Vejrups kunder. De første tre år hos Bisgaard var han ansat som studentermedhjælper, hvorefter han fik mulighed for at tage et praktikforløb i virksomheden, hvor fokus var at indføre et ERP-system. Her var Nikolaj i samarbejde med Bisgaard Skos CFO primær kontaktperson i samarbejdet om at udvikle løsningen – lige fra analysefase til implementering.

Nikolaj kom altså med en god indsigt i kundernes side af sagen, og han valgte også at dykke ned i ERP-systemer i sit speciale. Helt overordnet handlede det om brugermodstand i ERP-systemer og tog udgangspunkt i casen fra Bisgaard Sko. For Nikolaj har projektet i Bisgaard Sko – både det teoretiske og i praksis - været med til at understrege, at det er i IT- og konsulentverdenen, han hører til:

”Da jeg i sin tid startede på HA, havde jeg ikke nogen idé om, at jeg ville ende med at arbejde lige netop med IT. Men da jeg hos Bisgaard oplevede, hvordan IT kan skabe værdi og gøre en forskel, kunne jeg mærke, at det er det, jeg gerne vil arbejde med, og det er også her, jeg har kompetencer at bidrage med.”

Nikolaj har nu arbejdet i Elbek & Vejrup i et halvt år og er tilknyttet afdelingen Logistik & Produktion. Han sidder først og fremmest i driftstimet og varetager mange forskellige typer opgaver og problematikker hos vores kunder. Han har blandt andet været med til projektarbejde, lavet introdage til projektkunder og datamigrering fra gammelt til nyt system. En del af Nikolajs introforløb i Elbek & Vejrup har ligeledes bestået i, at han har været en del af supportafdelingen og har dermed haft en bred berøring i det første halve år.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod af mine nye kolleger. Vi arbejder med et felt, som er meget vidensbaseret – jeg ved en lille smule, og mine kolleger ved rigtig meget. De hjælper mig, når jeg rækker ud efter hjælp, og er gode til at dele ud af deres viden. Det har været vigtigt for mig i opstartsperioden, og jeg har aldrig følt mig overladt til mig selv. Vi har generelt en god pingpong i afdelingen og en god og uformel tone. Der er en klar adskillelse af, hvornår der vi arbejder, og hvornår vi spørger hinanden om, hvordan vi går og har det. Jeg oplever, at mine kolleger er nysgerrige på, om jeg har det godt, og jeg kan mærke, at mine kolleger tænker på mig. Der bliver gjort meget for det sociale på arbejdspladsen, og det er dejligt, at der er så mange, som tager initiativ til at arrangere noget for os.”

Som nævnt blev Nikolaj i sommeren 2019 færdiguddannet som cand.merc.it. Jobbet i Elbek & Vejrup er dermed hans første fuldtidsansættelse efter endte studier.

”Det er rart at få realiseret min viden fra universitetet i praksis. Jeg følte, at jeg var færdig med at gå i skole, og derfor var det et meget naturligt skridt at tage hul på kapitlet som fuldtidsansat.  Starten handlede selvfølgelig meget om at lære mine nye kolleger og virksomheden at kende samt få et overblik over hvilke konkrete opgaver, som jeg skulle varetage. I den forbindelse havde jeg et mentorforløb, hvilket var en god indgangsvinkel til at lære alting at kende. Jeg startede med mindre isolerede opgaver og har stille og roligt bygget på min viden inden for de enkelte områder.”

Som tidligere ansat hos en af vores kunder, havde Nikolaj kendskab til kundesiden af produktet, og han fremhæver, at det var en fin måde at komme ind på.

”I min tid hos Bisgaard har jeg siddet på den modsatte side af bordet og oplevet tingene fra et kundeperspektiv. Her på den anden side af bordet er opgaverne og hele måden at arbejde på helt anderledes. Det kræver selvfølgelig lidt tilvænning at komme ind i de nye rutiner, men jeg synes, det er skønt at komme et sted hen, hvor jeg skal lære nye ting hele tiden. Det er tydeligt at mærke, at jeg udvikler mig - jo mere jeg lærer, jo mere arbejde får jeg. Hvis jeg fortsætter med at klø på, er det tydeligt, at min læringskurve fortsat vil være stejl fremadrettet. Jeg synes, det er spændende at lære noget nyt hele tiden, og jeg føler ikke, at jeg sidder stille og laver den samme type opgaver.”

Som ny kollega hos Elbek & Vejrup er Nikolaj en del af ERFA-gruppen ”Ny i konsulentrollen”. En gruppe for vores nye kolleger, hvor omdrejningspunktet er uddannelse og vidensdeling omkring rollen som konsulent.

”Det er fedt at være en del af ERFA-gruppen. Det giver mulighed for at spare med kolleger, som står i samme situation som en selv, og vi får mulighed for at dele udfordringer og erfaringer med nogen, som er i øjenhøjde. Derudover er det godt for det sociale, da vi lærer hinanden endnu bedre at kende på tværs af afdelingerne.”

Vi er glade for, at Nikolaj er blevet en del af Danmarks bedste kolleger!

Forrige artikler

Elev i Elbek & Vejrup - portræt af Astrid Bondo Homburg

Næste artikel

Mød seniorkonsulent Connie Svenningsen