04. februar 2020
Portræt af konsulent Kristian Raunkjær Borre
Kristians Raunkjær Borres rejse i Elbek & Vejrup startede for 1,5 år siden, hvor han stiftede bekendtskab med os for første gang. Han har nemlig taget kandidatuddannelsen IT-ledelse på Aalborg Universitet, og via uddannelsens årlige udflugt til en række IT-virksomheder, hørte Kristian om Elbek & Vejrup. Forud for besøget var Kristians viden om Elbek & Vejrup begrænset, så han læste op og endte med at bruge en del tid på at sætte sig ind i ERP-systemer, NAV og Microsoft. Med andre ord var hans interesse nok allerede fanget, før bussen satte de studerende af ved hovedindgangen. Seniorkonsulent Dennis Aakjær og projektleder Henrik Norups oplæg sparkede til det positive førstehåndsindtryk, og Kristian lægger vægt på, hvordan den gode stemning skinnede igennem, og også fornemmelsen af, at der var højt til loftet, satte sig fast:
”Det virkede meget menneskeligt. På besøget fik jeg indtrykket af, at der var plads til forskellighed – både i forhold til holdninger, tøjstile og mennesker. Samtidig var jeg ikke i tvivl om fællesskabet, og at alle havde mulighed for at komme til orde.”
Kristian lægger dog heller ikke skjul på, at formidlingen af de mange spændende projekter gav blod på tanden. Det skinnede nemlig også klart igennem, at ansatte i EV havde noget bedre mulighed for at få indflydelse end hos nogle af de andre virksomheder, der blev besøgt på turen.
Efter besøget startede ansættelsesprocessen, og Kristian blev her bekræftet i det indtryk, han fik under sit første besøg:
”Jeg sendte en ansøgning, da HR slog en stilling op. Det var en rigtig god proces, hvor jeg blev mødt af kompetente mennesker hele vejen igennem. Lotte Jensen deltog og lagde vægt på, at man som studentermedhjælper ikke skulle vide det hele på forhånd. Tværtimod var der fokus på udviklingsmuligheder og en stor forståelse for, at det også var med henblik på netop udvikling, at jeg havde søgt stillingen.”
Kristians rolle i Elbek & Vejrup
Samtalerunderne faldt ud til både Elbek & Vejrups og Kristians fordel, så Kristian startede som studentermedhjælper den 1. februar 2019. Ordene ”Højt til loftet” går igen, når Kristian fortæller om sine opgaver og oplevelser:
”Fra dag 1 mærkede jeg, at der var forståelse for, at arbejdet blev tilpasset mit studie og øvrige planer. Desuden tog Dennis, som min mentor, og Lotte, som personaleleder, mig under vingerne og viste mig via en række kundebesøg, hvordan den virkelige verden kan se ud – og ikke bare hvordan skrivebordet på kontoret ser ud. Igen var der altså fokus på min udvikling, og en del af udviklingen bestod også i, at de kastede mig ud på dybt vand. Det er jeg meget taknemmelig for, idet jeg aldrig var i tvivl om, at de ville redde mig, hvis jeg skulle komme så langt ud, at jeg ikke længere kunne bunde. Det vidner om en fed kultur og har helt klar været medvirkende til, at jeg nu tør kaste mig ud i opgaverne.”
Blandt andet har Kristian været med ude ved Professionshøjskolen Absalon og Fredericia Kommune. Opgaverne har primært været mindre præsentationer, men Kristian har også stået i spidsen for en hel dags undervisning. Udgangspunktet for de fleste af Kristians arbejdsdage som studentermedhjælper har været SmartKlik, hvor han har fokuseret på at gå i dybden på mindre områder for at blive ekspert på netop disse. Det er en måde, han godt kan lide at arbejde på, og det fortsatte efter Kristians fuldtidsansættelse den 2. september. Om sin rolle siger Kristian selv:
”Jeg synes, det er fedt at dykke ned og starte et sted og dygtiggøre sig på specifikke dele. Det meste af min tid har jeg brugt på anvendelse, udvikling og support af SmartKlik sammen med Cloud & Services. Min rolle som konsulent bliver med afsæt i SmartKlik for at blive ekspert på dét i løbet af det næste halve til hele år og derefter åbne op for Microsoft Dynamics NAV/Business Central. Jeg skal hovedsageligt arbejde med kommuner og uddannelsesinstitutioner med fokus på salg af nye moduler og oplæring, så vores kunder får mest muligt ud af produktet.”
Ny tilværelse som fuldtidsansat
Kristian reflekterer over forskellen på studie- og arbejdsliv og fremhæver én ting, som i hans optik er overset i forhold til at studere. Nemlig det relationelle og sociale liv på arbejdspladsen. Studiet har nemlig haft et tydeligt mål om at udvikle de studerendes faglige evner, men Kristian synes, at de menneskelige er mindst ligeså vigtige. Og han roser Lotte for at sætte fokus på dette og for at sætte ERFA-møder op med Morten Rask, Anne Maj Klug og Dennis Aakjær. Det har sparket til Kristians udvikling på en anden måde, og han glædede sig til at blive en del af Elbek & Vejrup på fuld tid, både socialt og fagligt.
Kristian var meget spændt på at tage hul på livet som fuldtidsansat og så frem til det. Inden opstarten sagde han blandt andet:
”Jeg ved, der ligger mange gode opgaver og venter på mig, men jeg er ærlig talt også en smule spændt på at se, hvor hårdt det bliver. Heldigvis ved jeg, at der er gode folk til at hjælpe mig og trække mig ind fra dybet, når det bliver nødvendigt.”
Det første halve år
Her et halvt år efter, at Kristian er blevet ansat på fuld tid, har vi sat os ned og taget en snak med ham igen. Inden start var han spændt på, hvor hårdt det egentlig ville blive at starte som konsulent. Om det siger han:
”Det første halve år har været hårdt. Jeg vil gerne gøre det godt – både for mit eget vedkommende, men også for Elbek & Vejrup. Men det er godt, at det er hårdt, for ellers havde det været kedeligt. Det motiverer mig, at jeg får modspil og udfordringer. ”
Kristian kom ind i sin fuldtidsstilling fra et femårigt studie på universitetet. Det er en helt ny verden at træde ind i, og Kristian kan godt mærke kontrasterne mellem livet inden og uden for universitetsmurerne:
”Da jeg var studerende, var der forelæsninger, projektforløb og opgavetimer. Til forelæsninger sidder du tilbagelænet og tager informationer ind i fire timer. Det er kun dig selv, du er ansvarlig for, og du kan godt vælge at lave noget andet samtidig. Herude, i den virkelige verden, er timerne meget mere koncentrerede. Her er jeg ligeværdig med mine kolleger og har kunder, som jeg er ansvarlig for. Når jeg har med kunder at gøre, er det nogle gange mig, som skal lære dem noget. Det er helt omvendt fra de fem år på universitetet. Men det gør kun, at jeg er mere koncentreret og målrettet omkring mine opgaver.”
Udgangspunktet for Kristians opgaver var, at han skulle dykke endnu længere ned i SmartKlik. Her kan han mærke, at han har lært mere, hvilket også har medført, at han er kommet med på større projekter og får arbejdsopgaver, som spænder bredere:
”Min læringskurve er stejl, men jeg har også mulighed for at indfri det, fordi jeg bliver sat overfor større opgaver. Jeg er kommet længere ind i mit arbejde, og jeg kan mærke, at der er behov for, at jeg er her. Jeg føler mig ikke bare, som en i mængden.”
Fra virksomhedsbesøg til konsulent - Joachims rejse i Elbek & Vejrup
Portræt af Elbek & Vejrups bedste kolleger: Lasse Jensen